---
title: "Om os"
description: "Om os i Magda"
date: "2026-03-03"
created: "2025-11-28"
---

# Om os

Magda er en daginstitution for børn i alderen 0-6 år. Daginstitutionen er normeret til 50 børn.

Børnehuset Magda er et trygt og nærværende dagtilbud for børn i alderen 0–6 år. Vi er normeret til 40 børnehavebørn og 10 vuggestuebørn.

I Magda tilbyder vi et rigt og meningsfuldt børneliv i et tæt samarbejde mellem institutionens voksne og barnets familie eller andre primære omsorgspersoner. Vi lægger vægt på, at børnene oplever sig som en del af et trygt fællesskab, hvor der er plads til både forskellighed og udvikling.

Vi er en mindre institution med faste og stabile pædagoger, pædagogmedhjælpere og en leder. Den nære størrelse giver os mulighed for at kende det enkelte barn godt og skabe overskuelige rammer i hverdagen.

Derudover huser vi både Congosnegle og et varieret antal akvariefisk, som er en naturlig del af børnenes hverdag og nysgerrighed.

Vi er optagede af børnelivet og ser alle, der har deres daglige gang i Magda, som medskabere af vores fælles kultur. Vi er en institution i løbende udvikling, hvor refleksion og faglighed går hånd i hånd med praksis.

**Fordybelse og læringsforløb**

Vi holder af at arbejde med længerevarende læringsforløb, hvor der er tid og ro til fordybelse, undersøgelse, undren og mestring. Børnene får mulighed for at vende tilbage til temaer og projekter, så deres erfaringer kan vokse og udvikle sig over tid.

**Morgensang og demokrati**

Hver morgen afholder stuerne samling. Sangene skifter cirka en gang om måneden, og både børn og voksne har en demokratisk stemme i forhold til, hvad vi skal synge næste gang. På den måde øver vi medbestemmelse og fællesskab i praksis.

**Udeliv og natur**

Vi bruger meget tid udendørs og er nysgerrige på naturen året rundt. Naturen er et aktivt læringsrum, hvor børnene får erfaringer med årstidernes skiften, dyr, planter og små levende organismer.

Vi har blandt andet en mindre kolonihave med plantekasser og planter samt et rigt insektliv, som børnene er med til at passe og undersøge. Naturen giver mulighed for både bevægelse, fordybelse og fælles oplevelser.

## Læs også om:

###

                                    Stamoplysninger

**Børnehuset Magda**
 Magdavænget 2
 2630 Taastrup

Telefon: 43 35 32 00

**Åbningstider**

Mandag – torsdag: kl. 06.30 – 17.00
 Fredag: kl. 06.30 – 16.30

**Leder**
Yvonne Christiansen

###

                                    Pædagogiske profil

Vores vision i Børnehuset Magda er, at relationerne altid er i centrum, og at legen danner rammen for trivsel, dannelse, læring og udvikling.

Vi er af den overbevisning, at alle mennesker har værdi i sig selv. Derfor er alles stemme vigtig – både børnenes, deres familiers og personalets. Vi ser samarbejdet mellem hjem og institution som en afgørende forudsætning for barnets trivsel.

Når vi har så stort fokus på relationer, er livet i Magda kendetegnet ved et tæt samspil mellem det enkelte barn, børnefællesskabet og de voksne. I vuggestuen har vi særligt fokus på tryghed, omsorg og tilknytning. I børnehaven arbejder vi videre med selvstændighed, deltagelse og ansvar i fællesskabet.

Vi arbejder ud fra en anerkendende tilgang, hvor vi møder hinanden med respekt og nysgerrighed. Vores mål er at skabe positive relationer og et inkluderende fællesskab, hvor der er plads til forskellighed.

I den pædagogiske praksis tager vi afsæt i temaer og længerevarende forløb, som giver plads til fordybelse. Børnene inddrages aktivt i undersøgelser og aktiviteter, så deres nysgerrighed og undren bliver drivkraften i læringen.

 Gennem temaarbejdet får børnene mulighed for at gøre nye opdagelser om sig selv, hinanden og verden omkring dem. Deres sprog udvikles, læringsfællesskaber opstår, og relationer styrkes.

###

                                    Lokale forhold

Børnehuset Magda er en selvejende institution og en del af det forpligtende netværk Selvejerområde Diamanten.

Diamanten består – ud over Magda – af to integrerede institutioner samt én børnehave og to vuggestuer. Samarbejdet i netværket giver mulighed for faglig sparring, videndeling og udvikling på tværs af institutionerne.

Borgerskolen er vores nærmeste nabo, og en del af vores børnehavebørn fortsætter deres skolegang her. Vi har dog også børn, der starter på Ole Rømer-Skolen, Mølleholmskolen og byens privatskoler. Vi arbejder bevidst med overgangen fra børnehave til skole, så børnene oplever tryghed og sammenhæng i skiftet.

Vi gør aktivt brug af vores nærmiljø. Biblioteket på Hovedgaden er en vigtig samarbejdspartner, hvor vi låner bøger og materialer, der understøtter de temaer og projekter, vi arbejder med.

Derudover går vi jævnligt ture i lokalområdet, så børnene får kendskab til legepladser, grønne områder og bydelen som helhed. Nærmiljøet fungerer som et udvidet læringsrum, hvor børnene får erfaringer med fællesskab, trafik, natur og kultur.
